Café Panini (DK)
Storgatan 59 A, Ängelholm
Panini, som ejeren Mimmi meget relevant har valgt at kalde sin frokostrestaurant, ligger helt centralt i Ängelholm på Storgatan. Naboen er ingen anden end burger-cafén Rost, som vi også nævner her i guiden, og de to spisesteder klæder hinanden trods deres vidt forskellige udtryk.
Når man træder indenfor og ser i lokalet til højre, så opdager man, at der ikke er to ens stole rundt om bordene med de rød og hvidternede duge. I lokalet til venstre stimuleres øjnene af italienske råvarer fra top til tå. Alt fra konserves, til solmodne tomater og frisk italiensk skinke står eller hænger i lokalet. Som en fin lille (italiensk) detalje, så står her også små model-køretøjer som en scooter, bil eller en Pinocchio-figur.
Det er altså som at træde ind i en italiensk butik med tilhørende café, og det er også lige præcis det indtryk, Mimmi sammen med sin mor og far ønsker at give. Ja, mor og far er med til at drive butikken - præcis som var det i Italien!
Den altid smilende og imødekommende vært har efter flere år med både rejser, studier og fast bopæl i Italien taget det med sig hjem, hun holder så meget af, nemlig mad og kaffe! Det mærker man tydeligt på velsmagen og passionen i de retter, Panini laver. 90 procent af alle varerne er italienske, og en pizza er ikke bare en pizza, hvis du spørger en italiener - eller Mimmi. Den type af pizza, som Pinini laver hedder Pinsa Romana og er udsprunget i Lazio, et område i Rom.
Det handler langt mere om de rigtige råvarer og ikke mindst dejen. Panini tilbyder derfor en pizza, som ikke ligner den klassiske danske pizza med masser af fyld, ost og evt. dressing og salat. Nej, her skal elementerne på pizzaen kunne smages og ikke blandes med alt for mange ingredienser. Dejen er selvfølgelig sammensat af forskellige italienske meltyper, men den forklaring og historie bag, skal du næsten selv spørge Mimmi om. Pizzaerne smager himmelsk!
Det er også muligt at købe sandwich (panini), store salater og til tider er pastaretter på menuen. Du kan både spise i restauranten eller tage det med dig.
Panini er allerede velbesøgt og kendt i byen. Under vores besøg mødte vi to herrer, som overhørte vores snak om stedet, hvorefter vi kom i dialog med dem - også typisk italiensk. De to mødes her hver eneste fredag kl. 11 til en bid mad og kaffe. Det siger lidt om stedet. Det kan let gøres til et stamsted, da der simpelthen er en stemning af noget enormt hyggeligt og behageligt. Tilmed bliver sanserne og smagsløgene virkelig forkælet. What's not to like!
Man kan selv vælge, om man vil sidde ved de runde borde indendørs eller, hvis vejret tillader det, i den fine baggård omkranset af små træer og buske.